Skip to the content

Hvad er SEO: Guide til god søgemaskineoptimering for begyndere

Hvad er SEO

Vil du have mere trafik fra Google? Dumt spørgsmål, selvfølgelig vil du det. Du ved sikkert allerede, at dit website skal søgemaskineoptimeres, men hvordan er det nu lige man gør det...

Læs vores SEO guide for begyndere og lær hvordan du kommer i gang.

 

Hvad er SEO?

SEO er forkortelsen for Search Engine Optimization. Og formålet med SEO er at optimere dit website til synlighed på søgemaskinerne.

Der findes en række søgemaskiner som fx Bing og Yahoo, men den største og vigtigste søgemaskine er Google. Og det er den vi fokuserer på her. Google bruger en algoritme til at afgøre, hvilke websites der er relevante i forhold til den søgning, der bliver lavet.

Ind i mellem opdaterer Google algoritmen for at forbedre søgeresultaterne, det er baggrunden for fx Panda og Penguin opdateringerne, som du måske har hørt om.

Kort fortalt så læser Google med jævne mellemrum internettets sider. Det sker med en masse små automatiske programmer, som bliver kaldt for Googlebot.

Googlebot undersøger og gemmer en masse information om dit website, hvad dine sidder hedder, hvilke ord du bruger, hvilke sider du linker til og meget mere. Alt sammen for at kunne vise de bedste resultater, når brugerne søger.

Der er mere end 200 forskellige faktorer, som Google vurderer dit website på. Nogle faktorer vægter mere end andre. Derfor har vi udvalgt 4 grundlæggende SEO discipliner, som du skal fokusere på, hvis du vil være mere synlig på Google.

 

Begynd dit SEO arbejde her:
  1. Teknisk SEO
  2. Søgeordsanalyse
  3. Struktureret indhold
  4. Linkbuilding


Teknisk SEO


Teknisk SEO handler om, at sikre at dit website er i teknisk topform. Det skal være indekserbart, mobiloptimeret samt have en god hastighed (altså loade lynhurtigt).

Dit website skal være nemt at indeksere

Et indekserbart website betyder at søgemaskinerne kan finde dine sider og læse dit indhold.

Derfor er det vigtigt, at dit website har en god og enkel informationsarkitektur, så søgemaskinerne let kan finde rundt.

Skab overblik over alle dine sider med et XML sitemap og undgå at blokere adgangen med passwords eller på andre måder forhindre søgemaskinernes i at arbejde.

Mobiloptimering er et must

Det er kritisk nødvendigt at du har et mobiloptimeret website.

Google er nemlig begyndt kun at kigge på den mobile udgave af dit website. Hvorfor? Fordi flere og flere søger på Google fra mobile enheder. Faktisk voksede bølgen af mobilsurfende danskere fra 51% i 2014 til 68% i 2017.

Mobiloptimering kræver et responsivt design. Det betyder, at dit website automatisk tilpasser sig skærmens størrelse og gør brugeroplevelsen god, uanset om brugerne sidder med en mobil, tablet eller desktop computer.

Fart og tempo!

Et website med god hastighed, der loader hurtigt, bliver belønnet med højere placeringer på søgemaskinerne af den simple grund, at det ikke spilder brugerens tid.

Ingen gider vente på et langsomt website. Så undgå komplekse sider med mange indholdselementer. Færre elementer giver færre linjer kode.

Skær også ned på scripts, plugins og widgets og begræns antallet af redirects på dit website. Og udnyt caching, så alle websitets resourcer ikke skal loades igen og igen og igen.

 

Pro tip: Find og udryd døde sider

Google foretrækker hjemmesider med færre sider af højere kvalitet. Derfor skal du gå på jagt efter døde sider og begrave dem for evigt.

Søg på "site:dinhjemmeside.dk" og se, hvor mange sider Google har indekseret på dit website. Er der flere sider end du havde regnet med? Velkommen i klubben. Løb listen med dine indekserede sider igennem. Kig efter søgeresultatsider, kategorisider, gamle nyheder og pressemeddelelser og helt almindelige sider med for lidt indhold.

Når du har fundet dem, så slet dem (eller fjern dem fra Google med robots.txt).

Så finder Google nemmere alt dit gode indhold og spilder ikke tiden på masse unødvendige sider uden indhold.

 

Husk

...at et website, der fungerer teknisk godt, er det bedste grundlag for god SEO-performance. Brug Googles PageSpeed Insights og Mobile-Friendly Test til at undersøge om dit website fungerer godt.

  

 

Søgeordsanalyse


Inden du skaber dit indhold, er det vigtigt, at du laver en søgeordsanalyse.

En søgeordsanalyse hjælper dig med at finde relevante søgeord, som brugerne skriver, når de søger på Google og leder efter det du sælger.

Brug fx Keyword Planner fra Google (kræver en Google Ads konto) eller KWFinder til at lave research på søgetermer og søgevolumen (hvor mange der søger).

En grundig søgeordsanalyse afslører, om der er synonymer og relaterede søgeord til de ord, du havde tænkt dig at bruge. Og som måske har en højere søgevolumen eller lavere konkurrence og dermed større potentiale for at skabe trafik til dit website.

Brugerens søgeadfærd afhænger typisk af, hvor i kunderejsen han befinder sig. Du kan derfor skrive til en kunde, som har behov for rådgivning på et tidligt stadie i købstragten, mens det kan være nødvendigt at skrive en tekst med andre søgetermer til en kunde, som er længere nede i købstragten.

Rådgivende søgeadfærd

En rådgivningsorienteret søgeadfærd kræver at du skriver artikler, der svarer på hv-spørgsmål omkring et emne eller et produkt.

Det er typisk de lidt dyrere produkter eller komplicerede services, som folk ønsker vejledning omkring. Typisk bruges der long tail keywords til vejledende indhold.

Et eksempel er ”Hvilken vaskemaskine skal jeg vælge?” Dette giver dig mulighed for at skrive en SEO tekst målrettet til søgeadfærden.

SEO i form af rådgivende indhold er med til at øge afsenders troværdighed. Og når du med dit vejledende indhold har hjulpet brugeren, er der større sandsynlighed for at brugeren bliver til en kunde.

På den måde kan SEO være med til at få kunder i butikken, som ikke nødvendigvis var i købsmode til at starte med.

Købsorienteret søgeadfærd

En købsorienteret søgeadfærd vil motivere dig til at skrive dit indhold målrettet til brugere i købsmode.

Typisk skal du bruge et short tail keyword til denne type indhold, som eksempelvis ”legetøj”. Du kan tilføje ord som ”køb”, ”billigt”, ”stort udvalg” for at indikere det købsorienterede i dit indhold overfor søgemaskinerne.

Sådan kan du lave SEO på produkter og services, hvor kunder typisk er købsorienterede.

Denne type arbejde kaldes også content marketing eller inbound marketing og handler om, at du er synlig og relevant, når brugeren søger efter dit produkt eller din service. Læs mere om inbound marketing her.

 

Pro tip: Find flere søgeord med Google Suggest

De forslag, som Google viser, når du indtaster noget i søgefeltet, kan bruges til at finde flere søgeord. Og det er ret nemt. Skriv et af dine søgeord og se så, hvilke relaterede søgninger Google foreslår. Som regel giver det 2-3 nye søgeorord du kan bruge. Smart!

Men faktisk kan du vride endnu flere søgeord ud af Google, ved at skrive dit søgeord efterfulgt af bogstavet a og se hvilke ord den så foreslår. Og så er det ellers bare at fortsætte med b, c, d...

 

Husk

...at lave en grundig analyse af søgeord og intention inden du producerer indhold til siden. Således kan du bedre målrette din tekst til søgeadfærden og lade det være en del af din SEO indsats.

 

 

Struktureret indhold


Søgemaskineoptimeret indhold er en vigtig SEO disciplin. Måden, du skriver og strukturerer dit indhold på, giver dig (store) muligheder for at forbedre dine placeringer på søgemaskinerne.

Grundlæggende kan man sige, at din brug af søgeordet påvirker om søgemaskinerne finder din side relevant i forhold til et bestemt emne. Derfor skal du huske at skrive dit søgeord i:

  • Sidens title tag
  • Sidens adresse (URL)
  • Sidens H1 overskrifter og H2 underoverskrifter
  • Brødteksten (ca. 2-5%)

Det er desuden vigtigt for søgemaskineoptimeringen, at dine sider ikke har mere end én H1 overskrift, som typisk er anvendt som sidens titel. Denne titel skal indeholde søgeordet, som du ønsker at blive synlig på. Der må gerne være flere H2 overskrifter, brug dem til at inddele din tekst i afsnit.

Keyword density er definitionen af hvor stor en del søgeordet udgør af hele teksten. I en tekst på 100 ord kan søgeordet sagtens skrives 3-5 gange, hvilket samtidig er meget naturligt, hvis du skriver om et emne, en produktgruppe, en service eller lignende.

Hvis du opfylder disse krav samt skriver en god indledning, der kan vække brugerens interesse, så er du rigtig godt på vej.

 

Pro tip: Skriv søgeordet i starten af dit title tag

Du skal selvfølgelig bruge dit søgeord i sidens title tag. Det gør du allerede, ik? Det er nemlig den SEO faktor på din side, der giver den største effekt.

Men hvis du vil have det maksimale ud af dit title tag, så skriv dit søgeord som et af de første 1-3 ord. Jo tidligere du skriver søgeordet i dit title tag, jo mere tæller det nemlig i Googles øjne.

 

Husk

...at bruge søgeordet jævnt på hele siden samt i opsætning af siden for at hjælpe søgemaskinerne til at forstå, hvad indholdet på din side handler om.

 

 

Linkbuilding


Linkbuilding er vigtigt da søgemaskinerne også kan se, hvordan internettets sider er linket til hinanden. Forestil dig et edderkoppespind, der forbinder websites til hinanden. Disse spind består af backlinks. Jo flere backlinks dit website har (og gerne relevante links fra højautoritets websites), jo mere relevant og populær vil Google opfatte websitet.

Dette er ud fra en simpel vurdering af at jo flere der henviser til sitet, jo mere troværdighed kan der tillægges det. Et tæt væv af troværdige backlinks giver dig en stærk linkprofil og har en positiv påvirkning på din placering i Google. Dog handler det ikke kun om mængden af links, men også om typen af links.

Der findes 2 typer links, når man snakker linkbuilding:

  • Earned links
  • Acquired links

Earned links er de links som opstår naturligt, når andre websites vælger at linke til dig fordi det er relevant. Acquired links er links, som du på en eller anden måde, har betalt for eller byttet dig til. Disse kan man nemmere skaffe end earned links. Det betyder dog ikke, at de er bedre. Tværtimod. En linkprofil ser mere ægte ud jo flere earned links du har. Søgemaskinerne kan nemlig godt skelne mellem hvilke links du har fået helt naturlig og hvilke links du på én eller anden måde har betalt for.

Linkbuilding som del af en SEO-strategi er vigtig, men kan hurtigt blive glemt, da den er mindre synlig end eksempelvis On Page SEO. Det betyder ikke, at linkbuilding skal nedprioriteres – tværtimod bør der arbejdes på det løbende.

Andre måder at styrke din linkprofil på er ved at linke eksternt til højtroværdige kilder samt ved at have en stærk intern linkstruktur.

 

Husk

...at gode links får du fra troværdige kilder. Mistænkelige links, eksempelvis fra sider der sælger links, kan påvirke din ranking negativt..

 

 

Undgå blandt andet...

 
Duplicate content
er en dårlig idé i forhold til SEO. Duplicate content er typisk indholdsrelateret, men kan også forekomme rent teknisk. Duplicate content betyder at der er ens indhold på 2 eller flere sider. Det kan virke nemt at kopiere indhold om et emne fra andre websites til de af dine sider, hvor det er relevant. Det er tidsparende og smart skulle man tænke. Men det er faktisk noget som du kan blive straffet for med en dårlig placering på Google. Så hold dig fra det, hvis du vil gøre en god SEO indsats.

Keyword stuffing bør også undgås. Det forekommer når man skriver søgetermet, som man optimerer til, for ofte. Det kan ske, når man bliver for ivrig eller når man prøver at misbruge teksten på sitet. Det har Google længe straffet websites for, da det opfattes som spamindhold udelukkende skrevet for at opnå højere placering.

 

Kilder

www.dr.dk

www.moz.com

Om forfatteren

Anne Boye

Anne Boye er kommunikationskonsulent med fokus på inbound marketing. Hun har en kandidatgrad i virksomhedskommunikation fra Aarhus BSS. Hun har det allerbedst med en hjemmeside i hænderne, som hun kan gøre visuelt indbydende og søgemaskineoptimeret.

Google ❤ Umbraco Ekspres

Få et nyt website i ekspresfart proppet med SEO-venlighed og bliv bedste venner med Google. 

Kontakt os

INETDESIGN er et digitalt bureau, der leverer brugervenlige, digitale løsninger til både B2B og B2C. Vi er forretningsorienterede og fokuserer på at skabe vækst i din forretning. Vi bruger vores kreative og tekniske kompetencer til at levere højkvalitetsprodukter, som giver dig glade kunder.