Skip to the content

Hvordan virker SEO og hvorfor skal du investere i det?

Har du styr på, hvad SEO er og mangler blot det sidste skud motivation og indsigt til at komme i gang med din indsats? Så læs med her, og lær mere om, hvordan SEO virker. Du får en forklaring på, hvordan den største søgemaskines algoritmer fungerer samt en grundlæggende idé om, hvad søgemaskineoptimering kan betyde for din bundlinje.

Google, Bing, Yahoo… Der er flere forskellige søgemaskiner at vælge mellem, men der er én, der trumfer dem alle (i hvert fald på størrelsen): Google.

Som den ultimativt største søgemaskine får Google lov at optræde solo i dette blogindlæg. Udover et indblik i Googles algoritmer, kommer vi også ind på årsagen til, at din virksomhed skal investere i SEO samt giver dig et fingerpeg om, hvornår du kan regne med at se effekten af dit SEO-arbejde.

 

Hvordan virker SEO?

Som nævnt i artiklen Hvad er SEO?, findes der et utal af steder, hvor du kan sætte ind, hvis du skal sætte fut i din SEO-indsats. Men hvad bruger Google din sides hastighed, metabeskrivelser, SEO-tekster med keywords, tekniske settings og højautoritetslinks til? Google bruger alle disse oplysninger til at matche brugernes søgeord med din side for at sikre, at brugerne opnår det mest relevante søgeresultat.

Heldigvis lægger Google ikke skjul på, hvilke ændringer de laver i deres PageRank-algoritme, så du kan følge med i de seneste ændringer og tilpasse din SEO-indsats herefter. Selve algoritmen holder Google dog for sig selv.

 

Googles algoritmer

Hvert år laver Google 500-600 ændringer i den algoritme, der vurderer websites indhold og relevans. Det vil sige, at der dagligt sker ændringer i, hvordan Google ranker siderne på deres SERPs (search engine result pages). Historisk set har der årligt været større ændringer.

Her har vi listet de største ændringer i Googles algoritme:

  • Panda
    Duplikeret indhold, keyword stuffing og spam giver en ringe quality score med Panda-algoritmen. Panda så dagens lys i februar 2011, men blev først en del af Googles kernealgoritme i 2016.

  • Penguin
    Penguin-algoritmen gør det svært at overoptimere et website med overdreven brug af anchor links. Den gør kål på manipulerende hjemmesider og har gjort det siden april 2012.

  • Hummingbird
    Hummingbird hjælper Google med at forstå søgetermer, så Google kan svare igen med de søgeresultater, der er mest relevante for brugeren. Denne algoritme er baseret på bl.a. latent semantic indexing og synonymer, hvilket gør det muligt for Google at se igennem fingre med, om det præcise keyword optræder, så længe den rankede side har relevant indhold. Hummingbird har eksisteret siden august 2013.

  • Pigeon
    Pigeon kræver god on-page og off-page SEO, idet algoritmen binder lokal SEO sammen med de traditionelle SEO-faktorer. Pigeon fløj ud i verden i juli 2014.

  • Mobile
    Også kendt som ”Mobilegeddon” blandt de smarte. Skal booste mobilvenlige søgeresultater når der søges via en mobil enhed. Mobile blev aktiveret i april 2015.

  • RankBrain
    RankBrain hjælper Google med at forstå søgetermerne bedre ved hjælp af maskinlæring. Den er således en form for kunstig intelligens integreret i Hummingbird algoritmen. Ét af formålene med RankBrain er at blive bedre til at finde relevante søgeresultater til en given søgeadfærd. RankBrain satte dette i system i oktober 2015.

  • Possum
    Possum øger den lokale konkurrence ved at booste lokale virksomheders hjemmesider. Er bl.a. baseret på geolokation. Possum begyndte at udforske det lokale i september 2016.

  • Fred
    Fred er vagthunden, der beskytter brugerne mod irrelevant indhold. Fred er målrettet hjemmesider, der overtræder webmaster guidelines. Han rammer især blogs, hvis indlægs formål hovedsageligt er indtjening vha. annoncer. Fred gjorde sin entre i marts 2017.

 

Mobile-first index: Mobilerne står forrest i køen til Google

Google har snakket om et mobile-first index i et godt stykke tid, og det er sandsynligt, at vi begynder at kunne se en forandring på indekseringen af mobile websites i 2018. Ændringen betyder kort og godt, at Google læser og indekserer mobilversionen af dit website først. Det er helt naturligt, at Google vil læse mobilvenlige sider først, da brugen af søgemaskiner sker mest fra mobile enheder, såsom smartphones og tablets. Mobile-first index er skabt af Google for at øge brugervenligheden for den, der søger. Dette understreger vigtigheden af et responsivt design, da Google vil favorisere disse fremfor websites, der ikke er mobilvenlige.

SEO roi

Derfor er det en god idé at investere i SEO

Mange marketingschefer er interesseret i at kende den forventede ROI (return of investment), hvis der skal sættes ressourcer af til SEO. De vil vide om en investering i SEO er lig med en god ROI. Årsagen til at du skal bruge ressourcer på SEO er at finde i alle de fordele. Gå derfor ikke så meget op i at kende ROI inden du går i gang, men lev i en tryg forvisning om at din investering nok skal komme tilbage til dig i bl.a. øget omsætning og mere succes med dine online kampagner. Det er vigtigt at understrege, at SEO bør være én af de mange dele, som din digitale strategi består af.

 

3 gode grunde til at bruge ressourcer på SEO
  1. SEO er en billig investering i forhold til betalt online markedsføring, uanset om du selv kan udføre SEO eller skal købe dig til det. SEO skal selvfølgelig opdateres og vedligeholdes, men med en white hat SEO-strategi, hvor du fokuserer på at give brugeren den bedste oplevelse, er du godt kørende i et stykke tid og kan nemt tjene din investering hjem igen – og igen.

  2. SEO fremhæver din virksomheds online branding og identitet. Den måde hvorpå du præsenterer dig overfor de online søgende definerer dig og dit brand.

  3. SEO er vigtig del af din SoMe strategi, da SoMe bygger på godt content og kun på den måde, kan du få succes med de kampagner, du laver på de sociale medier. SEO fungerer uden SoMe, men SoMe fungerer ikke uden SEO. Prøv det og oplev synergieffekten.

Det bør altså være nemt at beslutte sig for at bruge ressourcer på SEO. Hvis du vælger at lade være, vil du i mange tilfælde ikke blot gøre det sværere for dig selv, men også sakke bagud ift. dine konkurrenter, der med stor sandsynlighed investerer i SEO – og det skal du regne med at de fleste vigtige konkurrenter gør.

 

Men kan det betale sig i kroner og ører?

Det er umuligt at sige, hvor høj en ROI du får fra dit arbejde med SEO. Det kommer også an på, hvilken branche du er i. Det vi kan sige med sikkerhed er, at det sjældent er på den helt korte bane, du kan se resultater. Så giv din nye SEO-strategi tid til at virke efter implementering – og plej den jævnligt.

Disse parametre kan du tracke på, hvis du vil holde øje med effekten af SEO:

  • Organisk trafik til dit website

  • Omsætning fra den organiske trafik

  • Ranking på vigtige keywords
SEO effekt

Hvor hurtigt kan du se effekten af SEO?

Måske har du selv brugt mange timer på at lave søgemaskineoptimering på dit website, eller også har du betalt dig fra det. Det har altså enten kostet blod, sved og tårer, eller også har det kostet en pose penge. Uanset hvad venter du nu utålmodigt på at se resultatet i form af din landingssides forbedrede placering på Google. Men hvor hurtigt kan man forvente at kunne se effekten af en solid SEO-indsats?

Ifølge Ahrefs.com er effekten bl.a. afhængig af, hvor mange ressourcer der er smidt i projektet, kvaliteten af indsatsen, budgettet (dvs. hvor omfattende et arbejde der sættes ind med) og hjemmesidens egenskaber. Det kan eksempelvis være tekniske egenskaber eller alderen på dit domæne. Hvis du skifter domæne, vil dette have en negativ effekt på din ranking, da Google har en præference for ældre domæner, og tilskriver dem mere autoritet.

95 % af alle nye sider kommer ikke på Top 10 på Google i løbet af et år. Dermed kan vi konkludere, at selvom siden kan være nok så søgemaskineoptimeret, så handler det ofte om år, før Google kan vurdere, om siden er så god, relevant og populær, at den skal rankes højere. Med meget grundigt SEO arbejde samt de bedste forudsætninger for SEO, kan du dog, i sjældne tilfælde, score dig en Top 10 placering i løbet af 2-6 måneder. Dette er en del af din langsigtede strategi for dit website/domæne.

Vær også klar over de fordele du har ved at søgemaskineoptimere enkelte landingssider på dit website. Få eksempelvis udarbejdet unikke landingssider, blogindlæg m.m., som på den korte bane kan ranke godt i Google’s søgeresultater.

 

Kilder

www.moz.com
www.searchengineland.com
www.searchenginejournal.com
www.ahrefs.com

Om forfatteren

Anne Boye

Anne Boye er kommunikationskonsulent med fokus på inbound marketing. Hun har en kandidatgrad i virksomhedskommunikation fra Aarhus BSS. Hun har det allerbedst med en hjemmeside i hænderne, som hun kan gøre visuelt indbydende og søgemaskineoptimeret.

Google ❤ Umbraco Ekspres

Få et nyt website i ekspresfart proppet med SEO-venlighed og bliv bedste venner med Google. 

Kontakt os

inetdesign er et digitalt bureau, der leverer brugervenlige, digitale løsninger til både B2B og B2C. Vi er forretningsorienterede og fokuserer på at skabe vækst i din forretning.