Skip to the content

Google Ads lancerer længere annoncetekster: 5 skarpe tips til højere CTR

Grib Google-gaven og opdatér dine tekstannoncer i Google Ads for bedre performance!

Mange af jer der arbejder med at optimere Google Ads (Google AdWords) og skriver tekstannoncer kan sikkert nikke genkendende til, hvilken kunst det kan være at levere et skarpt budskab på få linjer.

Men nu er der godt nyt - Google Ads har nemlig lanceret længere tekstannoncer! Som tekstannonceskribent får du således foræret hele 120 tegn ekstra fordelt på en tredje overskrift (30 tegn) og en ekstra beskrivelseslinje (90 tegn).

Tekstannoncerne bliver således næsten dobbelt så lange og det kan faktisk – paradoksalt nok – være udfordrende pludselig at få så meget plads forærende, som man skal udfylde fornuftigt og relevant.

Hæng på lidt endnu, så giver vi dig et par tips til, hvordan du bedst muligt optimerer dine annoncetekster!

Eksempel på visning på desktop:

Eksempel på visning på mobil:

Hvorfor ændrer Google egentlig længden på annonceteksterne?

Først kom – til glæde for de fleste marketingfolk - de udvidede tekstannoncer (Expanded Text Ads (ETA)) i 2016. Her fik vi 50 % ekstra tekstplads til rådighed og en overskrift nummer to. Nu tager Google det så skridtet videre og gør annonceteksterne endnu større/længere.

Årsagen er ifølge Google, at de har testet og kommet frem til den konklusion, at større/længere annoncer performer bedre.

Det udvidede overskriftsfelt giver et større klikbart område i annoncen, og den ekstra beskrivelseslinje giver bedre mulighed for at kommunikere med den, der søger.

Mere information i annoncerne giver den søgende bedre forudsætninger for at beslutte, om netop din virksomhed/organisation kan tilbyde lige præcis det, han/hun søger.

Det skulle dermed også gerne betyde, at kvaliteten af et klik på din annonce højnes, da den besøgende har truffet et endnu mere informeret valg.

Tips til optimering af dine ekstra lange tekstannoncer i Google Ads

Inden du går i gang med det store arbejde, det nu engang er, at optimere dine (måske mange, mange) annoncetekster, får du her 5 tips, du kan skrive dig bag øret:

  1. Gentænk dit budskab
    Det kan måske være fristende blot at tilføje en ekstra overskrift eller beskrivelseslinje til de eksisterende annoncer, men sørg i stedet for at tænke annoncen som en helhed. Overvej hvad du vil kommunikere overordnet og tænk derefter delelementerne ind – det kan sagtens betyde, at du skal lave hele annoncen om for at opnå det bedste resultat. Men her betaler det sig IKKE at springe over, hvor gærdet er lavest. 

  2. Fokusér på optimering af dine overskrifter
    De tre overskrifter i annoncen er delt op med tegnet ”|”. På desktop vises de på én linje og på mobil kan overskrifterne blive delt i flere linjer. Uanset om dine annoncer vises på desktop eller mobil, så vil overskrifterne stikke ud, når folk skimmer søgeresultatet i Google.
    Derfor bør du lægge ekstra knofedt og kærlighed i at komponere en samlet overskrift, der sidder lige i skabet.

  3. Udnyt pladsen til fulde
    Som tidligere nævnt: længere overskrifter gør det klikbare område i annoncen større, og længere annoncetekster giver flere informationer til den, der søger – dette højner kvaliteten af de klik, du får på din annonce.
    Sørg derfor for at udnytte hver og én af de i alt 270 tegn, der nu er til rådighed i annoncerne, så du skaber de bedste forudsætninger for at få mere kvalificeret trafik til din hjemmeside eller webshop.

  4. Undgå at bruge spørgsmål
    Folk bruger Google til at finde svar på deres spørgsmål. Så lad være med at stille spørgsmål i dine annoncetekster - giv i stedet for svaret, på det folk spørger om. Ifølge Google performer annoncer med spørgsmål i overskriften nemlig oftest dårligere end annoncer uden spørgsmål.

  5. Test de nye før du fjerner de gamle
    Det er en rigtig god ide at lade dine eksisterende annoncer køre, mens du opretter annoncer med det nye format og tester dem af. Det kan jo være, at dine eksisterende annoncer performer bedre end de nye og det kan tage tid at fintune de nye annoncer og finde den optimale form.

Kilder: support.google.com/google-ads og ads.google.com

Om forfatteren

Maja Langberg

Maja er SEO & Social Media Manager med fokus på alt det, der skaber røre på bundlinjen. Hun har en cand.ling.merc i International markedskommunikation og PR (tysk) fra Aarhus BSS og har det bedst, når tallene mødes i en perfekt symfoni - og når hun kan skrue helt op for nørderiet.

Kontakt os

inetdesign er et digitalt bureau, der leverer brugervenlige, digitale løsninger til både B2B og B2C. Vi er forretningsorienterede og fokuserer på at skabe vækst i din forretning.