Previous

Facebooks nye announce feature - Lookalike audiences

Facebooks nye announce feature - Lookalike audiences
Next

8 punkter til jeres internetstrategi

8 punkter til jeres internetstrategi

Sidder du med ansvaret for jeres hjemmeside? Mangler du viden om, hvordan man griber internettet struktureret og strategisk an? Så læs videre.

29 May, 2013

Søgeord i søgelyset

Det absolut vigtigste i paid search (fx Google AdWords) er at vælge de rigtige søgeord. Hvis du vælger de rigtige søgeord, har du en fremragende mulighed for at forbinde din virksomhed med kunder i det øjeblik, hvor de udtrykker interesse for det, du sælger. Vælger du omvendt de forkerte søgeord bliver din kampagne ikke til andet end en dyr fiasko.


Vi håndterer flere store og små kampagner for vores kunder og næsten hver gang vi gennemgår en kampagne, som vi skal overtage, støder vi på misforståelser omkring, hvad søgeord er og hvordan de virker. Derfor dette blogindlæg.

Klik før alt andet!

Formålet med din kampagne er først og fremmest at få potentielle kunder til at klikke på en af dine annoncer. Det handler ikke om at få vist din annonce til så mange mennesker som muligt. Mange annoncevisninger skader ofte mere end de gavner.

Når du skal vælge de rigtige søgeord handler det primært om at forstå, hvad der bliver søgt efter og hvorfor de bruger de søgeord, som de bruger. Det handler i bund og grund om relevans.

Lad os sige vi sælger brugte biler. Her kunne relevante søgeord være:

  • brugte biler
  • billige brugte biler
  • brugtbilsforhandler
  • brugte biler til salg

Men ikke:

  • bilforsikring
  • biler til leje
  • bil test

Det er grundlæggende det valg af søgeord handler om, men der er naturligvis mere i det end det. Derfor har vi samlet et par tips her, så du kan forbedre dine søgeord og undgå de værste bommerter.


En god søgeordsliste er guld værd

Undersøg hvilke søgeord folk bruger for at finde det du sælger. Brug et søgeordsværktøj (fx Google Keyword Tool) til at lave en lang liste og rediger listen ned til de bedste og mest relevante søgeord.

Det er vigtigt at tænke over, hvorfor de søgende vælger de søgeord, som de gør. Det siger meget om deres intentioner. Eksempelvis bliver ordene test og guide ofte brugt ved sammenligning af produkter og derfor er de søgende ikke nødvendigvis klar til at købe.

Undgå også meget generelle søgeord. Fx kunne ordet biler blive brugt af nogen, der leder efter filmen Biler eller søger efter billeder eller videoer af biler eller måske information om bilens historie. Du kan hurtigt spilde mange penge på irrelevante klik.

Søgeord skal i grupper

En typisk fejl er at samle alle søgeord i én eller to annoncegrupper. Det er noget skidt! Man kan nemlig ikke skrive relevante målrettede annoncer, der dækker 30-40 søgeord. Saml i stedet dine søgeord i grupper sorteret efter tema, så du kan skrive målrettede annoncer:

  • Billige brugte biler
  • Brugte luksusbiler
  • Brugte biler uden afgift

Søgeordstyper er din ven

Det er en væsentlig parameter for din kampagne. Søgeordstyper giver dig mulighed for at bestemme hvor fleksible dine søgeord skal være ved visning af dine annoncer.

  • Fleksibel søgning betyder at dine annoncer bliver vist ved en række lignende søgninger og variationer af dit søgeord. Mange af dem er ikke relevante!
  • "Sætning som søgeord" betyder at din annonce bliver vist ved søgninger på den eksakte frase og med andre ord før og efter. For eksempel vil en annonce som bliver vist ved en søgning på brugte biler også blive vist ved en søgning på dårlige brugte biler.
  • [Eksakt søgning] er den snævreste søgeordstype. Dine annoncer bliver kun vist, når en søgning præcis matcher din søgeordsfrase.

Negative søgeord

Negative søgeord gør det let at undgå at dine annoncer bliver vist på irrelevante søgninger. Brug dem til at fjerne søgninger på fx dine konkurrenter, søgninger på anmeldelser, tests og anbefalinger. Kig i historikken over søgninger, der tidligere har vist dine annoncer og tilføj de irrelevante til din liste over negative søgeord.

Når du begynder at justere dine søgeord og annoncer til bedre at ramme det dine potentielle kunder søger efter, er du godt på vej til en relevant og velsmurt paid search kampagne.